I 2006 fulgte 2 Bornholmske veninder en drøm ud over det sædvanlige. De ville skabe en verden af karamel. De ville overraske, glæde og skubbe til den gængse opfattelse af et af verdens ældste konfekture produkter. 

En mere end 10 år fælles drøm blev til virkelighed, da vi i maj 2006 endelig kunne slå dørene op til vores egen lille håndlavede produktion: Karamelleriet. En drøm der blev født, allerede i de tidlige gymnasieår på Bornholm.

I en nedlagt cykelkælder i Jægersborggade på Nørrebro, skulle København nu have sit første håndlavede karamel kogeri.

 
Med småbørn på armen og passion for et gammelt håndværk,  havde vi forud for åbningen brugt 1½ år hjemme i køkkenet. Vi jagtede den perfekte konsistens og den intense smagsoplevelse.

Maskiner skulle findes, købes og hentes hjem fra utallige steder i verden. Kobbergryden blev fundet i USA, pakkemaskinen blev special fremstillet i Indien, og den 100 år gamle Batchroller, blev købt af en pensioneret drops koger i Tyskland, der nødigt ville se den ende sine dage som skrot.

6. maj 2006 var Karamelleriet en realitet. En kombination af nostalgi, nutidig – og også nytænkende karamel oplevelse. Vores eventyr var begyndt.



Bare to år senere, i foråret 2008, fulgte endnu en lille håndlavet produktion og butik, smukt placeret på havnen i vores fødeby Svaneke.



Vi startede med at lave alt selv - som altid helt fra bunden - også vores udtryk, logo og emballage. I 2013, i samarbejde med en af landets dygtigste designere, fødtes Karamelleriets nye visuelle identitet. Enkelthed, elegance, skandinavisk raffinement ... et tydeligt udtryk der i dag er dybt forankret i hele Karamelleriets DNA.

Et twist til vores navn

Men tiderne skifter, og det samme gør Karamelleriet. Verden flytter sig, bliver mindre, og kræver tydelig afkodning i en tid hvor alle er på farten. Hvem kan udtale Karamelleriet i vores nabolande - og hvem kan stave til Karamelleriet i Frankrig - mange forstår ikke hvad det betyder.

Vi har lyttet til verden og besluttet os for at være modige og gøre vores budskab endnu klarere. En process der startede i 2022 og som i 2024 var klar til at flyve. Store beslutninger & svære valg. Men i kærlighed til Karamelleriet og det vi igennem tiden har skabt - er alle beslutninger taget med vores allervigtigste kompas - maven.


Derfor er vi stolte af og glade for i 2024 at introducere It's Caramel by Karamelleriet.
Et navn, der siger det hele med et enkelt strejf. Et navn som alle kan forstå, og som samtidig har bevaret det danske islæt som er så vigtigt for os.

Hvem vi er & hvad vi laver.


Det er ikke bare karamel; det er en kærlighedserklæring til håndværket, til smagen, og ikke mindst - til Karamelleriet fra 2006 og til i dag.

 

Besøg os på Nørrebro i København & i Svaneke på Bornholm 

Kig ind i vores stemningsfyldte karamel kogerier, og oplev et gammelt håndværk på tætteste hold. Lad dig forføre af duften, og følg karamellernes vej gennem hele processen, fra første ingrediens, til den nænsomt og smukt cellofan indpakkede karamel. Vores åbne kobbergryde tillader ved langtidskogning over åben ild, den dybe intense smag som kendetegner alle Karamelleriets produkter.

Tag på opdagelse i Karamelleriets verden, lad dig inspirere, friste og forkæle i en verden af konsistenser og smagsnuancer – og find din egen favorit blandt  klassiske flødekarameller, syrlige frugtkarameller, hårde klippestykker, bløde drageringer og klassiske karameller overtrukket med chokolade.

Vi glæder os til at se dig.
Tine & Charlotte